Vandrerhjem bliver asylcenter
40 asylansøgere flytter ind
Syddjurs Kommune har udlejet det tidligere vandrerhjem i Ebeltoft på Søndergade 43 til Udlændingestyrelsen.
Vandrerhjemmet skal anvendes til asylcenter, og Udlændingestyrelsen og Røde Kors har i den forbindelse indgået en ny driftsaftale om asylcenterdrift i Ebeltoft, oplyser Syddjurs Kommune.
- Vandrerhjemmet vil være en mindre udvidelse af det allerede eksisterende asylcenter i Ebeltoft, skriver kommunen. Røde Kors regner med at have cirka 40 asylansøgere boende på vandrerhjemmet og Røde Kors har cirka 18 ansatte i Ebeltoft i forbindelse med driften af asylcentrene.
Røde Kors trækker fyringer tilbage
Samtidig med åbningen af det nye asylcenter kan Røde Kors i dag meddele, at Røde Kors' asylcenter i byen videreføres og udvides fra 120 til 220 pladser, hvoraf de omkring 40 altså skal bo på det tidligere vandrerhjem. Røde Kors har i forbindelse med den nye aftale med kommunen trukket afskedigelser af sine medarbejdere tilbage.
Der afholdes et åbent informationsmøde på mandag den 29. april fra 17.00 - 18.00 på vandrerhjemmet i Søndergade 43 for alle interesserede borgere. Til stede vil være centerleder Helle Ganer samt en repræsentant fra de frivillige ved asylcenteret og en repræsentant fra byrådet i Syddjurs Kommune.
Borgmester: Det er fint
Der forventes at være indflytning af asylansøgere på vandrerhjemmet om tirsdagen.
I pressemeddelelsen fra kommunen skriver borgmester Kirstine Bille (SF):
- Jeg synes, det er fint, at vi kan anvende vores tidligere vandrerhjem i Ebeltoft som asylcenter. Jeg hilser de kommende beboere velkomme, og jeg håber, at borgerne i Ebeltoft tager godt imod dem som sædvanligt. Det har også været en fornøjelse at se vores lokale håndværkere ombygge og klargøre vandrerhjemmet til beboelse med kort varsel, så stor ros til dem.
Ifølge lokalplanen kan vandrerhjemmet anvendes til offentlige formål, og det er Syddjurs Kommunes vurdering, at et asylcenter vil være i overensstemmelse med lokalplanen.