Vandet tilbage i Søholt

500 husstande i Silkeborg-bydelen Søholt har nu vand igen, men vandet kan være misfarvet

Der er nu vand til 500 husstande i Silkeborg-bydelen Søholt. Vandforsyningen blev ellers afbrudt i aftes efter et uheld under et vejarbejde på Ansvej. En geodætisk prøveboring, der skulle undersøge jordens stabilitet, ramte uheldigt lige ned i hovedvandledningen til Søholt, og man har været nødt til at lukke helt for ledningen mens reparationsarbejdet pågår. Forsyningsafdelingen ved Silkeborg Kommune oplyser, at vandet er blevet åbnet i morges, men at det nogle stedet kan være misfarvet i nogle timer.