Vandet strømmede ind i Henriks hus: Det er jo en katastrofe

Odder Museum og byens borgere blev ramt af massive oversvømmelser

01:46

VIDEO: Vandet væltede ind i Henrik Tranums hus efter store vandmængder ramte Odder.

Tirsdag morgen faldt der på få timer omkring 70 mm regn, og det gik hårdt ud over Odder Museum og flere huse i Odder By.

- Det kan ikke blive meget værre, end det er nu, synes Henrik Tranum, som oplevede, at vandet strømmede ind i sit hus.

Henrik Tranum fik sig lidt af en forskrækkelse, da vandstanden i åen på kort tid steg med 20-30 cm, og vandet begyndte at pible ind i hans hus.

Henrik Tranum viser, hvor højt vandet gik op. 

- Åen ligger normalt 20-30 cm lavere, end vandstanden er nu. Nogle gange render åen lidt op. Nu er den nået hele vejen op over min terrasse, fortæller han.

Og de store vandmængder er ikke uden konsekvenser for Henrik og hans familie.

- Vi er nødt til at flytte ud af huset, få skilt det hele ad, få det affugtet, tørret, malet og så få nye gipsvægge og gulve, siger han.
 

Odder Museum i vand til soklerne

Det gik også hurtigt for sig på Odder Museum, da de store vandmængder væltede ned.

- Vandet steg meget hurtigt. Inden for en halv time steg det fra tør gårdsplads til 15-20 cm over gulvhøjde, fortæller Klaus Markmann Jensen, som er museumsinspektør på Odder Museum.

Indenfor på Odder Museum begyndte vandet at komme nedefra og op gennem det gamle gulv, og hurtigt havde de vand til 7 cm op gulvhøjde.

I gårdspladsen ved Odder Museum stod vandet 15-20 cm over gulvhøjde.  Foto: Bent Juul

- Det er jo en gammel bygning, så der er intet fundament. Så vandet kom lige så hurtigt op gennem gulvet, som det steg udenfor.

Odder Kommune har tidligere været ramt af store vandmængder, men Klaus Markmann Jensen er ikke i tvivl om, at det er det værste, han har oplevet.

Læs også Ulven er kommet til Østjylland: Har tilbragt sommeren på Djursland

- Det er det værste, vi har set hidtil. Det slår alle rekorder. Både med vandstanden men også med, hvor hurtigt det gik.

Og der var ikke meget, de kunne stille op mod de store vandmængder.

- Man føler sig magtesløs. Det er så store vandmasser, at vi hverken kan pumpe det væk eller afhjælpe det med vandsække, fortæller Klaus Markmann Jensen.

Det er det værste, vi har set hidtil. Det slår alle rekorder. Både med vandstanden, men også med hvor hurtigt det gik.

Klaus Markmann Jensen, museumsinspektør, Odder Museum 

Kommunen skal finde en løsning 

Henrik Tranum bor højt i forhold til havets overflade, så vandet kan let rende væk igen.

00:42

VIDEO: Oversvømmelserne ramte Odder By, hvor huse og Odder Museum stod i vand til soklerne Video: Bent Juul

Luk video

- Problemet er de stopklodser, der er, før vandet kan rende ud af byen. Det er blandt andet broer, som standser vandet, så i stedet for, at det render væk, så breder det sig ud til siderne, forklarer han.

Han håber, at det har sat gang i nogle tanker hos kommunen, så de kan forhindre, at det sker igen.

- Jeg håber, at kommunen tager hænderne op ad lommen og får tilpasset åen efter klimaet.

Borgmester i Odder, Uffe Jensen, erkender, at Odder Kommune skal gøre noget mere.