Valgstøtte til nationalister
Økonomisk hjælp fra svenske ligesindede
Til regional- og kommunalvalget i november vil det nye nationalistparti, Danskernes Parti, være at finde på stemmesedlerne hos de østjyske vælgere. Nu får partiet hjælp fra udenlandske ligesindede frem mod valget.
Partiet har således modtaget 5.000 svenske kroner fra Svenskarnas Parti, og under partiets valgkamp forventer de at få tysk opbakning fra Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD) lokalafdeling fra Schleswig-Holstein.
- Der bliver meget at se til under valgkampen, så vi er utrolig glade for opbakningen. At vi i Europa arbejder sammen på tværs af grænser for at fremme nationalismen er en selvfølgelighed, udtaler partileder for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, i en pressemeddelelse.
Danskernes Parti blev stiftet den 11. juni 2011.