Valgdeltagelsen lavere end ved sidste valg
84,5 procent af vælgerne stemte ved folketingsvalget. Det er 1,3 procentpoint lavere end for fire år siden.
Onsdag var der folketingsvalg, og alle stemmerne er nu talt op.
Valget endte med en stemmeprocent på 84,5. Det er 1,3 procentpoint lavere end ved sidste folketingsvalg i 2015.
I alt har 3.567.210 vælgere stemt. Det viser tal fra KMD.
Stemmeprocenten er faldet for anden gang i træk. Ved folketingsvalget i 2015 faldt stemmeprocenten nemlig også.
Man skal tilbage til folketingsvalget i 2005 for at finde en lige så lav stemmeprocent som ved dette valg. Her var stemmeprocenten også 84,5 procent.
Der var en endnu lavere stemmeprocent i 1994, hvor stemmeprocenten var 84,3.
Valgdeltagelse i Østjylland
I løbet af valgdagen følger vi på TV2 ØSTJYLLAND stemmeprocenterne i det østjyske.
Aarhus: Klokken 20 er det 86,9 procent af de stemmeberettigede i Aarhus, der har stemt. Ved seneste valg i 2015 endte stemmeprocenten på 86,7.
Syddjurs: Den endelige stemmeprocent i Syddjurs Kommune ved folketingsvalget endte på 84,59 - lige under stemmeprocenten fra 2015 på 86,61.
Randers: I Randers har 82,2 procent af vælgerne stemt til folketingsvalget i år. Det er lavere end i 2015, hvor 84,1 procent stemte.
Odder: En time før valgstederne lukker i Odder Kommune er stemmeprocenten på 83,8. Ved Folketingsvalget i 2015 var stemmeprocenten en anelse lavere på samme tidspunkt - nemlig 82,5 procent.
Håber på 90 procent stemmer
I Aarhus er den valgansvarlige, Lene Hartig Danielsen, godt tilfreds med de foreløbige tal over stemmeprocenten.
- Aarhusianerne er et engageret folkefærd. Det så vi i forhold til, hvor mange der havde meldt sig som frivillige, hvor mange der stemte til Europa-parlamentsvalget og ser vi nu, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved seneste folketingsvalg i 2015 stemte lidt under 90 procent af vælgerne i Aarhus Kommune, og det er også det tal, der kigges længselsfuldt på i år.
- Det bliver spændende, om vi når de 90 procent eller ender lige under som sidste år. Generelt ser det godt ud i Aarhus, men vi har stadig åbent og opfordrer folk til at besøge et af de 47 steder, man kan stemme, lyder det fra Lene Hartig Danielsen.
Højere valgdeltagelse end tidligere
At valgdeltagelsen er højere på nuværende tidspunkt i år end sidst, skyldes formentlig at valgstederne åbnede en time tidligere.
Samtidig falder valget i år på Grundlovsdag, hvor mange har fri fra arbejde, mens det i 2015 faldt på en almindelig torsdag i juni.
Læs også
Det spiller nok ind i den høje stemmeprocent tidligt på dagen, vurderer professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
- Der er rigtig mange, der haft mulighed for at stemme tidligere end normalt, så det præger tallene, siger valgforskeren.
Han tror dog også, at den høje foreløbige valgdeltagelse afspejler en interesse for valget.
Læs også
- Det er et valg, hvor der vitterligt er noget på spil. Vi står foran et regeringsskifte, og der er 13 partier, hvoraf nogle er lige på grænsen til at komme ind.
- Så danskerne ser, at deres kryds faktisk er vigtige, siger Kasper Møller Hansen.
Færre brevstemmer
Der er til gengæld ikke tegn på, at tendensen til flere brevstemmer fortsætter. Hver eneste kommune i Ritzaus stikprøve har modtaget lidt færre brevstemmer end i 2015.
I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til folketingsvalget 2019.
Læs også
De har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted. Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.
De sidste mange år har valgdeltagelsen ved folketingsvalg svinget mellem 84 og 88 procent.