Valgdeltagelsen falder måske
De mange historier om centralisering, kan betyde at valgdeltagelsen falder. Det forudser kommunalekspert.
Politikerne er selv ofte ude med beklagelser om, at det hele styres fra Christiansborg. Det kan få betydning, når borgerne i dag skal op af sofaen og hen til stemmeurnen. Det mener kommunalekspert Roger Buch fra Randers.
- Vi hører så mange negative historier. Folketinget styrer det hele og ofte er det politikerne selv, der fortæller de historier. Det kan i sidste ende få indflydelse på valgdeltagelsen, fordi borgerne måske føler, at de ikke får noget ud af at stemme, fortæller Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
Siden 1978 har valgdeltagelsen ved kommunalvalgene ligget omkring 70 procent. Afvigelserne har været plus eller minus to procent og det forventer Roger Buch også i år.
- Det ville være en stor overraskelse, hvis valgdeltagelsen ikke ender mellem 68 og 72 procent, siger Roger Buch.
Ved folketingsvalg ligger valgdeltagelsen på ca. 85 pct., mens den ved europaparlamentsvalg ligger på ca. de 50 pct.