Valgdebat på gymnasie: Klima ligger højt på de unges liste

Mandag tyvstartede Aarhus Katedralskole folketingsvalgkampen med paneldebat med flere politikere - og især klima og miljø havde interesse hos de unge.

01:44

Mandag blev folketingsvalgkampen tyvstartet.

Folketingsvalget er endnu ikke blevet udskrevet, men på Aarhus Katedralskole er man alligevel så småt gået i gang.

Mandag var elever fra gymnasiet samlet på Aarhus Teater, hvor der blev afholdt paneldebat med flere østjyske folketingskandidater for at ruste eleverne til, når de skal i stemmeboksen - seneste den 17. juni 2019.

En af de fremmødte politikere var Kirsten Normann Andersen, der er folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti.

Læs også Kvindelige politikere: Derfor har vi brug for flere kvinder i Folketinget

- Det er vigtigt, at vi har debatten med de unge, som skal stemme for første gang. Jeg håber, vi får en god debat, og at de unge glæder sig til at komme i dialog med os, lød det fra hende, da vi snakkede med hende kort før paneldebatten gik i gang.

Jens Joel (A), Katrine Robsøe (B), Heidi Bank (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Søren Egge (Ø), Torsten Gejl (Å), Mona Juul (K) og Ole Birk Olesen (LA) var alle mødt op på Aarhus Teater mandag formiddag for at deltage i paneldebatten. 

Klima og miljø står højt på listen 

Eleverne på Katedralskolen i Aarhus havde selv været med til at bestemme, hvad debatten skulle handle om. På forhånd havde de skrevet spørgsmål til politikerne. Blandt andet om emnerne: fremtidens sundhedsvæsen, infrastruktur, miljø og klima, ligestilling, integration, ulighed og uddannelsespolitik.

Et af emner lød dog til at have ekstra stor interesse hos de unge, som vi snakkede med under paneldebatten.

Læs også Pensionister i oprør: Der mangler voksne mennesker i Folketinget

- Jeg synes helt klart, at det er klimadebatten, der er det vigtigste at tage hånd om, for hvis vi skal snakke politik om 30 eller 50 år, så har vi brug for en klode at være på. Så det er vores levegrundlag, vi snakker om der, lyder det fra Anders Søndergaard, der går i 3.g på Aarhus Katedralskole, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er vores verden, som det handler om, og den skal vi passe på. Det er rigtig vigtigt.

Liv Kirkedal, 3.g, Aarhus Katedralskole

- Jeg synes, klimakampen er det største problem. Alle er enige om, at der skal gøres noget ved det, men jeg vil gerne blive mere afklaret med, hvad de enkelte partier mener om det, siger Thomas Ølgaard, der også går i 3.g på Aarhus Katedralskole.

- Jeg tænker miljø er det vigtigste. Det er vores verden, som det handler om, og den skal vi passe på. Det er rigtig vigtigt, siger Liv Kirkedal, 3.g, Aarhus Katedralskole.

Eleverne blev mere afklaret 

Flere af eleverne havde allerede før paneldebatten en ide om, hvad de vil stemme til det kommende folketingsvalg. Andre var stadigvæk i tvivl. Men med paneldebatten kom de tættere på.

- Jeg har fået snævret lidt ind, hvad jeg vil stemme på, og især hvem jeg ikke vil stemme på, siger Thomas Ølgaard.

Læs også Elever uden værelse efter brand på efterskole: Sådan er status nu

- Jeg synes, det var ret spændende. Jeg er blevet lidt mere afklaret om, hvad jeg vil stemme her til folketingsvalget. Jeg ved det nemlig ikke helt, så det er rart at komme ind og høre de forskellige partiers holdninger, siger Liv Kirkedal.

Store sal på Aarhus Teater var propfuld med gymnasieelever mandag formiddag, da der blev afholdt paneldebat. 

Det var netop formålet med debatten. De unges stemmer er nemlig mindst lige så vigtig som alle andres.

- Det er sindssygt vigtigt for demokratiet, at de unge går hen og stemmer, og så er det selvfølgelig også vigtigt for os fra partierne at få dem i tale og få dem forklaret, hvad det er vi vil gøre for at skabe en bedre verden, siger Jens Joel, der er folketingskandidat for Socialdemokratiet. Han var også en af de deltagende politikere mandag formiddag.

Læs også Dømt for ophold i Syrien: Nu vil han i Folketinget