Valg-affald i lygtepælene
Det er ikke alle politikere, der er lige gode til at rydde op efter sig
Næsten to måneder efter folketingsvalget er det endnu ikke alle politikere, der har ryddet op efter sig.
En række steder i Aarhus bugner lygtepælene stadig med strips, skrot og rester af valgplakater.
Ifølge reglerne ligger ansvaret for at fjerne affaldet hos dem, der hænger plakaterne op. Alligevel er der ikke meget, Aarhus Kommune kan gøre ved problemet.
- Vi henstiller til, at de rydder op efter sig selv. Og det er også sådan, reglerne er, forklarer teamleder i Center for byens anvendelse i Aarhus Kommune Peter Ryberg Ness.
En af dem, som selv tager alt med sig, når plakaterne skal ned igen, er tidligere folketingskandidat Sander Jensen (R). Han mener, at politikerne bør løfte i flok, når det drejer sig om oprydningen efter et valg.
- Det er et fælles ansvar for os politikere, at vi rydder pænt op. Også hvis vi kan se nogen, der måske har glemt en strip, eller hvis der ligger en plakat i grøften, forklarer han.
Ansvaret for de mange strips ender hos Aarhus Kommune, som løbende arbejder ekstra for at fjerne efterladenskaberne efter valgkampene.
Ifølge Peter Ryberg Ness fjerner kommunen løbende affald fra lygtepælene, ligesom der bliver foretaget et hovedeftersyn hvert sjette år.
I videoen øverst i artiklen kan du se noget af det affald, der stadig hænger i de aarhusianske lygtepæle.