Vagtlægerne er populære hos patienter

Trods massiv kritik af vagtlæger i medierne er langt de fleste brugere i blandt andet Århus tilfredse.

Det viser en ny undersøgelse, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har foretaget blandt patienterne, skriver Politiken fredag.

- Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, vi helt kan undgå klagesager, men vi skal have det som mål alligevel, siger Michael Dupont, der som formand for PLO står i spidsen for brugernes evaluering af vagtlægesystemet.

Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget 14.-15. juni blandt 600 patienter i København, Århus og Odense. 447 udfyldte skemaet, og af dem vurderede 97 procent, at de havde fået en god eller rigtig god behandling i lægevagten.

- Det kan vi kun være meget godt tilfredse med. Et betragteligt antal patienter er blevet spurgt, og næsten alle er tilfredse, siger Michael Dupont til Politiken.

Omkring den indledende telefonkonsultation svarede 96 procent, at hjælpen var tilfredsstillende, eller at lægen var meget hjælpsom, mens 97 procent gav samme positive evaluering af det personlige besøg hos vagtlægen.

Derfor mener de praktiserende lægers formand ikke, at politikerne behøver at haste forandringer af systemet igennem. Men han vil gerne være med til at forbedre vagtlægeordningen, og her viser undersøgelsen, at patienterne selv foreslår kortere ventetider og bedre forhold i venteværelserne.

- Vi vil gerne lave et serviceeftersyn af vagtlægeordningen. Det skal handle om både almindelig service, honorarstruktur og samarbejde med øvrige dele af sundhedsvæsenet. Hele ordningen, siger Michael Dupont til Politiken.