Centervagt: Kontanthjælps-loft gør almindelige mødre til tyve

Vagt fra Viby Centret ser en klar sammenhæng mellem indførelsen af kontanthjælpsloftet og det stigende antal butikstyverier

02:06

Sidste år steg antallet af butikstyverier i Viby Centret markant.

I 2016 var der 309 tilfælde mod lidt over 200 året før.

Som vagt i Viby Centret møder Brian mange af tyvene. Han har en forklaring på sidste års store stigning.

- Jeg vil tilskrive kontanthjælpsloftet en stor del af det, siger han.

Loftet trådte i kraft 1. oktober 2016. Det betød, at der blev indført en grænse for, hvor meget man samlet kan få i kontanthjælp og andre ydelser fra det offentlige. 

Modstanderne af loftet har advaret mod, at det gør en gruppe borgere, der i forvejen ikke har meget at rutte med, endnu fattigere.

Tilhængerne begrunder loftet med, at det skal være mere fordelagtigt rent økonomisk at arbejde.

Læs også Ung kvinde taget for butikstyveri: Spyttede vagt i ansigtet

Centervagten Brian husker tydeligt en konkret episode fra lige før jul sidste år.

Her snuppede han en enlig mor med to små børn som butikstyv.

- Vi tager hende i at have puttet noget mad, som hun ikke har betalt for, i en taske. Hun fortalte, at hun var på kontanthjælp, og alternativet var, at hendes børn skulle leve af havregrød juleaften, siger Brian og tilføjer:

- Jeg er næsten tom for ord, fordi det er forfærdeligt, at man kan blive bragt i den sitaution.

Brian frygter, at fremtiden byder på endnu flere butikstyve.

- Jeg kan godt frygte, at vi kun har set toppen af isbjerget, siger han.

Af hensyn til, at man kan være udsat i arbejdet som centervagt ønsker Brian ikke sit efternavn offentliggjort.

Øverst kan du se hele historien om Brian og butikstyverierne.