Vågekoner og hospitalsklovne
Fotos om frivillighed på Bruuns Galleri
Fra næste tirsdag kan østjyderne opleve frivillighed på nært hold i indkøbscentret Bruun's Galleri.
TrygFonden har blandt sine mange hundrede projekter taget temperaturen på danskernes lyst til at yde en frivillig indsats og engagere sig i sine medmennesker. 20.000 billeder og 10.000 kilometer på landevejen er blevet komprimeret til 20 konkrete og lokale vidnesbyrd på, at det nytter at gøre en forskel.
Billederne går helt tæt på almindelige mennesker og deres til tider akutte behov for en hjælpende hånd i hverdagen, og dem der træder til, når det er påkrævet. Fra den fattige teenager, der får hjælp til kontingent og sportssko, de forsømte drenge, der får en chance mere på golfbanen, frivillighedskorpset på hospice til vågekonen, der træder til, når ingen andre kan eller vil.
- Vi har udvalgt 20 projekter, der på hver sin vis er projekter til efterlevelse, inspiration og eftertanke. Håbet er, at udstillingen vil skabe debat, inspirere og sætte gang i egne tanker og idéer til at gøre noget for andre og realisere sin gode ide, siger Christian Nørr, dokumentarist i TrygFonden.
Fotoudstillingen kan opleves indtil d 9. juni.