Værtshusgæst slået
50-årig mand slået af ukendt gerningsmand
En 50-årig værtshusgæst blev fredag aften slået under et besøg på et værtshus i Odder.
Det er ifølge Østjyllands Politi fortsat en smule uvist, hvorfor manden pludselig blev slået.
- Hvad, der er gået forud for slaget, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, men det skal den videre efterforskning vise, siger Christian Riis, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Overfaldet skete på et værtshus på Aabygade i Odder fredag aften klokken 20.55, og gerningsmanden er endnu ikke fundet.
Han beskrives som sydlandsk af udseende og med kort, mørkt hår. Han er cirka 175 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført jeans og en orange trøje.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.