Værtshusgæst gik amok
Kastede med ølkrus og nikkede skalle
En 20-årig mand har fået ikke færre end tre sigtelser for vold på halsen, efter at han natten til lørdag gik amok på et værtshus på Frederiks Alle i Aarhus Midtby.
Ifølge politiet blev manden smidt ud af værtshuset, efter at han havde kastet et ølkrus i nakken på en anden gæst.
På vej ud af værtshuset nikkede han yderligere en person en skalle.
Turen udenfor på gaden var tilsyneladende ikke nok til at køle den 20-årige ned. Umiddelbart efter brækkede han en støttefod af en cykel, hvorefter han slog en tredje person med støttefoden.
- Vi kender manden i forvejen. Hans fortid gør, at vi vil forsøge at få ham varetægtsfængslet, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 20-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag, lørdag. Han er sigtet for ét tilfælde af vold samt to tilfælde af såkaldt kvalificeret vold, hvilket er mere alvorligt end en almindelig voldssigtelse.