Værste kamp i sæsonen
Herrer spillede uafgjort mod bundhold
Det var på papiret en kamp, som Skanderborg Håndbold let kunne vinde, men sådan blev det langt fra.
Skanderborgenserne havde dog store problemer, da holdet her til eftermiddag mødte bundholdet TMS Ringsted på udebane.
Ved pausen var østjyderne bagud med fem point på grund af et usædvanligt højt antal tekniske fejl.
- Før pausen spillede Skanderborg noget af det værste igennem hele sæsonen. Intet fungerede i nogle af enderne, ingen forsvar, ingen redninger og til gengæld masser af tekniske fejl og brændte afslutninger på den velspillende Mathias Olsson i Ringsted målet, skriver klubben på sin hjemmeside.
Skanderborg Håndbold fik indhentet målene til sidst, men måtte nøjes med uafgjort og et enkelt point. Kampen endte 28-28.
For TMS Ringsted var det uafgjorte resultat lidt af en sejr i sig selv. Holdet kravlede med det ene point op på hele fire point i ligaen.
Spillerne fra Skanderborg må derimod fortsat tage sig til takke med niendepladsen i Herre Håndbold Ligaen.