Værn mod proppede gader: Beboere skal betale for parkering

Aarhus Kommune vil forsøge at løse parkeringsproblemer i midtbyen med en udvidet betalingszone

02:08

Lange gader med biler så langt øjet rækker. Nogen med snuderne og bagenderne så tæt på hinanden, at der skal gode manøvreringsteknikker til at komme fri igen.

Det er billedet i mange gader i Aarhus Midtby, hvor beboerne efterhånden er trætte af aldrig, at kunne finde en parkeringsplads, når de har fri fra arbejde.

Læs også Kommune vil fjerne ulovligt parkerede biler: Det er farligt

I forsøget på løsne op og skabe mere plads, vil teknikrådmand i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S) nu indføre øget betaling i midtbyen. Det skal ske ved at udvide zonen for beboerparkering, som betyder, at beboere kan købe en parkeringstilladelse og på den måde parkere til rabatpris.

Udvidelsen af zonen betyder samtidig, at der ikke længere vil være gratis parkering om natten. Idéen er, at andre - som ikke bor i midtbyen - derfor vil fristes til at parkere et andet sted og dermed give plads til beboerne. 

- På den her måde kan vi i højere grad få parkering ind i parkeringshuse og få reduceret den parkeringssøgende trafik, som i dag er til stor frustration for de bilister der ikke kan finde et sted at holde, siger rådmand Kristian Würtz.

Parkeringzonen skal udvides fra kun at dække centrum til også at gælde helt ud til Ringgaden i Aarhus. Med tiden måske endda endnu mere. 

Læs også Her kan du finde en ledig parkeringsplads i Aarhus

Et af de områder, som er hårdt presset på parkeringsfronten, er Øgadekvarteret i Aarhus. Beboerrepræsentant Thomas Kruse er umiddelbart positiv over for ideen om, at det skal koste døgnet rundt at holde i gaderne.

- Det vil dæmpe den fremmede trafik der er her, og det vil blive nemmere for os beboere at komme til og fra arbejde, siger han. 

I og med, at man skal betale hele døgnet rundt for at parkere, vil Aarhus Kommune hente flere penge for parkeringen. De penge skal ifølge teknikrådmand Kristian Würtz bruges på at bygge parkeringsanlæg rundt om i byen med plads til 4.000 biler. 

Selvom beboerrepræsentanten kan se en fordel i den udvidede betalingszone, så er Venstre i Aarhus Byråd langt mere skeptisk. 

- Det vil give ekstra skatter og afgifter for borgere, som bor og lever inden for Ringgaden, siger Gert Bjerregaard, som er politisk ordfører for Venstre i byrådet. 

I videoen øverst i artiklen kan du høre både for og imod den øgede betaling for parkering i Aarhus.

02:02

VIDEO: Det er ikke alle steder, at det er svært at finde en parkeringsplads. Se, hvor der næsten altid er frie pladser i Aarhus. 

Luk video