Værested hårdt ramt af groft hærværk – nedsat drift i lang tid

Reden Aarhus blev for nylig udsat for omfattende hærværk, der betyder, at stedet må køre videre i en amputeret udgave

Der er sket store skader i Reden Aarhus' lokaler, som man kan se på billederne fra torsdag her.

Det var et voldsomt syn, der mødte den medarbejder fra kvinde-værestedet Reden Aarhus, som mødte 1. januar. Lokalerne var ødelagte i en sådan grad, at stedet nu må køre videre i en amputeret udgave.

- Så rejser vi os igen, omend i en ret amputeret udgave. Fra mandag i næste uge holder vi åbent i vores kreative værksted fra kl 10-16. Vi vil på ugebasis tage stilling til, om åbningstiden kan udvides, men der er desværre nok lang udsigt til normal drift, skriver Reden Aarhus nemlig nu på Facebook.

Læs også Voldsomt hærværk mod værested for kvinder - tvunget til at lukke

Der er altså trods alt lidt positiv nyt fra stedet, nemlig at man kan åbne på mandag. Dog vil stedet altså fortsat have lukket om natten.

- Vi vil forsøge at hjælpe kvinder, der har behov for overnatning, videre til vores samarbejdspartnere, står der på Facebook.

Noget var galt

Reden Aarhus blev udsat for omfattende hærværk mellem kl. 13 nytårsaftensdag og 1. januar kort før kl. 15, hvor en medarbejder mødte ind igen og kunne se, at noget var galt.

En medarbejder kunne 1. januar hurtigt se, at noget var galt, da der kom vand ud af ventilationsskakterne.

Anders Sørensen, Reden Aarhus

- Vi havde lukket nytårsaften som en af de få dage på året. En medarbejder kunne 1. januar hurtigt se, at noget var galt, da der kom vand ud af ventilationsskakterne, og politiet blev tilkaldt, leder af Reden Aarhus, Anders Sørensen, til TV2 ØSTJYLLAND torsdag.

Østjyllands Politi rykkede straks ud for i første omgang at se, om der stadig var folk til stede i lokalerne - hvilket der ikke var - og for efterfølgende at sikre spor og få syn for omfanget af skaderne.

Siden har lederen af Reden Aarhus selv kunnet konstatere de omfattende ødelæggelser.

00:29

VIDEO: Sådan så der ud hos Reden Aarhus torsdag. De voldsomme skader er tydelige. 

Luk video

Store vandskader i lokalerne

- En brandslange har været tændt, så der er pumpet flere tusind liter vand ud i lokalerne. Der er derfor sket store vandskader, og så er der begået hærværk på inventar, lød det torsdag fra Anders Sørensen.

På billeder fra stedets Facebook-side fremgår skaderne tydeligt. Især køkkenet er hårdt medtaget, ligesom der frygtes for de vandskader, som gulv og lofter har fået.

Hærværket efterforskes nu af politiet, og Anders Sørensen har tidligere fortalt, at han ikke har kunnet byde ind med et bud på, hvem der kan stå bag.

Selvom der naturligvis godt kan være personer, som af den ene eller anden grund har set sig sure på Reden.

- Jeg kan ikke udelukke, at nogen ikke kan lide os, fordi vi har givet dem karantæne herfra på grund af dårlig opførsel. Men jeg har ingen grund til at tro, at de kunne finde på sådan noget her. Vi har aldrig oplevet noget lignende, sagde han.

Skaderne var torsdag tydelige på værestedet i Aarhus. 

Skaderne var torsdag tydelige på værestedet i Aarhus.  Foto: Privat

Skaderne var torsdag tydelige på værestedet i Aarhus.  Foto: Privat

Søger vidner

Østjyllands Politi har sikret spor fra Redens lokaler og har afhørt flere personer i sagen. Men man hører gerne fra flere personer, der kan hjælpe med opklaringen.

Vi har ikke fået afgørende oplysninger i sagen endnu og har ingen mistænkte i kikkerten. Så vi hører meget gerne fra vidner eller andre, der ved noget.

Lennart Glerup, Østjyllands Politi

- Vi har ikke fået afgørende oplysninger i sagen endnu og har ingen mistænkte i kikkerten. Så vi hører meget gerne fra vidner eller andre, der ved noget, lød det fra vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Lennart Glerup, torsdag til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er sket så store skader på stedet, at der er en vis sandsynlighed for, at nogen måske har hørt noget, fortsatte han.

Læs også Efterlyste gerningsmand til groft hærværk: På én time var han fundet

Derudover satser politiet også på, at de tekniske spor kan give efterforskerne et præg om, hvilken retning de skal søge i efter gerningsmændene. 

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget endegyldigt om motivet. Vi ved heller ikke, hvordan man er kommet ind i lokalerne, og det er usikkert, om vi finder ud af det, sagde Lennart Glerup.

Har du oplysninger i sagen, hører Østjyllands Politi gerne fra dig på tlf. 114.