Vær opmærksom: Vejene kan være meget glatte
Vognbanerne kan være glatte torsdag morgen og sigtbarheden dårlig, så kør forsigtigt, lyder opfordringen
Der er koldt udenfor, her torsdag morgen. Og de fleste steder i Østjylland er temperaturen på 0 grader eller derunder, ligesom der også er rimtåge mange steder. Derfor opfordres trafikanter til at være ekstra opmærksomme, når de begiver sig ud på vejene.
- Temperaturen bevæger sig meget langsomt op, så der vil nok være 0 grader eller derunder ved vejene det meste af formiddagen, siger Martin Lindberg, der er vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Læs også
Da det også har regnet i løbet af natten, kan der meget vel være glatte vejbaner flere steder, og det kombineret med rimtåge betyder, at trafikanterne bør være ekstra opmærksomme, opfordrer Martin Lindberg.
DMI melder om is og rimglatte veje i hele landet. Vores vintercentral har saltet præventivt i nattetimerne så alle kan komme sikkert og hurtigt frem i morgenmyldretiden. #dktrafikinfo
— Vejdirektoratet (@vejdirektoratet) November 30, 2017
- Ved middagstid bevæger vi os nok op på mellem 0 og 2 plusgrader, mens vi i eftermiddag nok kun kommer op på 3 grader, så det bliver en meget kold dag, siger Martin Lindberg.
Han fortæller, at det vil holde tørt det meste af dagen i Østjylland, dog måske med undtagelse af Samsø. I løbet af aftenen tyder prognoserne dog på, at der kan komme byger flere steder i Østjylland.