Vær opmærksom: Tricktyve på spil i Østjylland

Østjylland Politi efterlyser personer, der står bag tricktyverier i Odder og Aarhus. Tyvene beskrives som østeuropæiske af udseende

Foto: Colourbox

Flere personer har i denne uge oplevet, at deres pung er blevet snuppet fra dem.

I onsdags gik det ud over en 62-årig kvinde fra Odder, der havde handlet i Kvickly på Nørregade.

Da kvinden kom ud af butikken, blev hun kontaktet af en ukendt mand, der på gebrokkent engelsk spurgte om vej.

Kvinden prøvede at hjælpe manden, men efterfølgende opdagede hun, at han vist mere havde været interesseret i hendes penge.

Pungen var i hvert fald væk, og senere blev hun kontaktet af sin bank, der oplyste, at der var hævet et større kontantbeløb på hendes konto med brug af rette pinkode.

Kvinden beskriver manden, der henvendte sig til hende, som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 50-60 år
  • 170-175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden og med kort, gråt hår
  • Var iført blå bukser og blå jakke
  • Talte gebrokkent engelsk

Også i Aarhus

Stort set samme nummer blev brugt på en 67-årig mand fra Aarhus torsdag eftermiddag. 

Manden havde handlet i en butik på Vorregårds Allé i Aarhus N, hvor han havde betalt med sit Dankort.

Han gik efterfølgende hjem til sin bopæl på Illerupvej, hvor han blev opsøgt af to mænd, der på engelsk spurgte efter en "Peter Andersen". Samtalen gav ingen mening for manden, og han afviste dem derfor.

Senere blev manden opmærksom på, at han havde fået stjålet sin kortholder med sit Dankort, og at der var hævet penge på hans konto med brug af rette pinkode.

De to mænd beskrives som:

  • Ikke etnisk danske
  • Henholdsvis ca. 35 år og ca. 50 år gamle
  • Den ene 170-175 cm høj og kraftig
  • Den anden 185-190 cm høj og almindelig af bygning
  • Begge havde kort, mørkt/sort hår
  • Talte begge engelsk

Samme dag blev også en 62-årig kvinde fra Aarhus udsat for tricktyveri.

Det skete på Aarhus Banegård, efter hun havde netop købt en billet med sit dankort i i en af automaterne.

På vej ned af rullentrappen til perronen fik en mand foran hende pludselig overbalance og faldt, så kvinden var ved at snuble over ham. Hun spurgte, om han var ok, hvortil han svarede "entschuldigung" og hurtigt forsvandt fra stedet.

Et vidne bemærkede, at manden havde haft sin hånd nede i kvindens taske, og kvinden kunne da også efterfølgende konstatere, at hendes pung var stjålet. Hun nåede dog at spærre sine kreditkort.

Manden på rulletrappen beskrives som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 35-50 år
  • 175-178 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Brunt, kort hår med lidt grå stænk - klippet helt kort i siderne og lidt længere på hovedet
  • Iført lyseblå skjorte og blå jeans
  • Medbragte en rygsæk
  • Talte tysk

Østjyllands Polit har ikke noget grundlag for at sige, at det er de samme mænd, der er på spil. De har dog fået flere anmeldelser om tricktyverier, hvor fremgangsmåden minder om ovenstående. 

3 gode råd

Politiet opfordrer folk til at være opmærksom, når man handler og passe på sin pung.

1) Dæk din pinkode, når du handler og brug kontaktløs betaling, hvis det er muligt. 

2) Bed folk træde et skridt tilbage, hvis personer står for tæt på, når du er ved at betale

3) Sørg for, at din pung ikke er lettilgængelig