Vær naturist for en dag: - Mere akavet at gå rundt med tøj på
De østjyske naturister inviterer alle til sommertræf på den lokale campingplads i august
Det bliver mere og mere populært at gå rundt uden tøj på. Sådan lyder det fra de østjyske naturister, der gerne vil have endnu flere medlemmer. Derfor inviterer de alle til at prøve livet uden tøj på til sommertræf den 11. august.
Her vil alle interesserede blive budt inden for på naturistcampingpladsen ved Kysing Strand nær Odder, som drives af Naturistforeningen Jylland. Sammen med Dansk Naturister Østjylland har de i løbet af de seneste måneder oplevet en forholdsvis stor medlemstilgang.
Læs også
- Vi oplever en stor interesse, men mange har stadig fordomme om naturister, så vi håber, at mange kigger forbi til sommertræffet, siger naturist Lars Vinge til TV2 ØSTJYLLAND.
Sammen med sin kone har han siden 2009 taget på naturistferie på campingpladsen. De skulle bare lige prøve det for ni år siden, men hobbyen har så hængt ved lige siden.
Naturligt at være nøgen
- Det har altid været naturligt for mig at være nøgen. Der er nogle, som har fordomme om eksempelvis, at der er noget seksuelt ved at være naturist, men det er det stik modsatte, forklarer Lars Vinge.
Han er overbevist om, at folk selv vil opleve det, hvis de kommer til træffet. Naturisterne forlanger da heller ikke, at deltagerne straks smider klunset ved bommen til pladsen.
Men Lars Vinge forestiller sig, at det på et tidspunkt nærmest bliver mere underligt at have tøj på.
Åben for turister
- Jeg tror, at de fleste vil synes, at det er mere akavet at gå rundt med tøj på, lyder det fra ham.
Læs også
De østjyske naturistforeninger har godt 370 medlemmer – de 30 af dem er kommet til i løbet af foråret. På naturistcampingpladsen ved Odder er der i år blot 10 pladser ud af de 150 ledige, og generelt oplever Lars Vinge og de andre medlemmer altså en stor interesse for deres hobby.
Naturistcampingpladsen er åben, ikke kun for medlemmer, men også for turister, i store dele af åbningstiden. Det er også muligt at komme som dagsgæst på stranden.