Væltet mur spærrer gade for trafik

En større mængde sten spærrer for Dr. Lassens Gade i Randers.

Beredskabsfolk i gang med oprydningen efter skreddet. Foto: Øxenholt Foto.

Her til aften er der sket et større skred af mursten på Dr. Lassens Gade i Randers.

En såkaldt brandkam fra et af gadens huse er faldet ned. Et stykke mur, som skulle sikre, at en eventuel brand ikke spreder sig yderligere.

Læs også Beredskab advarer efter flere naturbrande: - Det er rigtig tørt

- Der er fire biler, der har taget skade af, at det er væltet. Ingen personer er kommet til skade, fortæller Michael Ørum, vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi skal sikre sammen med beredskabet, at der ikke sker yderligere skade

Michael Ørum, vagtchef, Østjyllands Politi

Han fortæller, at gaden er spærret i skrivende stund.

- Det er en lille gade, og det er ikke en vej, som bliver brugt til ind- og udfaldstrafik. Men den er spærret så længe, vi arbejder.

Netop nu er politi og beredskabsfolk i gang med at rydde murstenene væk fra vejen.

- Vi er i gang med at rydde op, og vi skal sikre sammen med beredskabet, at der ikke sker yderligere skade, fortæller Michael Ørum.

Det er på denne gade i Randers, at en såkaldt brandkam er faldet ned over vejen. Foto: Google Street View.