Væltet halmvogn lukkede by af

En væltet halmvogn spærrede for bussen til landsbyen Geding ved Århus.

Bus-pendlere fra landsbyen Geding nordvest for Århus var i morges afskåret fra omverdenen. En lokal landmand var så uheldig, at hans halmvogn væltede i nærheden af byen, og det betød, at Århus Sporvejes bybus ikke kunne komme ind i byen. Chaufføren på Linie 75 måtte derfor vende sin bus og køre tilbage uden at køre igennem landsbyen.

Ifølge Århus Sporveje skyldtes uheldet en ødelagt aksel på halmvognen, men vognen skulle dog være flyttet nu.