Vælgermøde i landsbyklynge: - Vi er også en del af kommunen

Mandag aften var der vælgermøde i Laurbjerg, hvor det blandt andet blev diskuteret, hvad der skal ske med de små landsbyer

Op mod 150 tilhørere var dukket op til aftenens vælgermøde i Laurbjerg mandag aften.

Bøstrup, Houlbjerg, Granslev og Laurbjerg. Fire landsbyer i Favrskov Kommune, der er gået sammen og nu betegner sig som en landsbyklynge, kaldet Favrskov4ren. Og det er nødvendigt, at de mindste byer står sammen, hvis man spørger næstformanden for landsbyklyngen.

- Vores fordel som landsbyklynge er helt sikkert, at vi nu lærer hinanden meget bedre at kende i de fire landsbyer, og så er vi blevet meget bedre til at udnytte og deles om de ressourcer, hver landsby har. Det gjorde vi ikke førhen, siger Peter Lange, der er næstformand i Favrskov4ren til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også En velfungerende landsby kræver blod, sved og tårer

Mandag aften havde landsbyklyngen derfor inviteret til vælgermøde på Laurbjergskolen. De ville have svar på, hvad de kan forvente, der kommer til at ske med deres små landsbyer efter kommunalvalget.

- Jeg oplever som sådan ikke, at kommunen ikke uddeler penge til os i de små landsbyer. Problemet ligger mere i, at vi mangler hjælp til, hvordan vi får hænder til at hjælpe os med de tiltag, vi får tildelt penge til, siger Peter Lange, der er næstformand i Favrskov4ren. 

Vi tror nu, at vores fordel er den korte afstand til Aarhus, men vores største aktiv er i virkeligheden lokalsamfundene.

Torben Christensen, byrådskandidat, Radikale Venstre

Én af de inviterede politikere mener, at Favrskov i langt højere grad skal promovere sig selv på de lokalsamfund, der er.

- Jeg tror, vi skal tænke anderledes, end vi gør nu. Vi tror nu, at vores fordel er den korte afstand til Aarhus, men vores største aktiv er i virkeligheden lokalsamfundene, som er tæt på natur. Der, hvor der er et aktivt lokalsamfund, der søger folk også til, og vi har brug for nærheden, siger Torben Christensen, der er byrådskandidat for Radikale Venstre i Favrskov.

Trinbræt tilbage til Laurbjerg

Et af hovedemnerne til aftenens vælgermøde var offentlig transport i kommunen. I de små landsbyer er der langt færre busser end tidligere. Det skal der laves om på, hvis man spøger Enhedslisten:

- Der er så meget kollektiv trafik, der ikke hænger ordentligt sammen lige nu. Jeg tror, at løsningen er, at man får nogle sammenhængende områder frem for tilfældige ruter. Og desuden vil det være bæredygtigt, hvis man kan få nogle landsbybusser, siger Bodil Kvistgaard Olsen fra Enhedslisten.

Kandidater fra samtlige ti partier i Favrskov Kommune var med til at debattere landsbyernes fremtid til aftenens vælgermøde.

Ud over landsbybusser var der en meget konkret debat om et trinbræt i Laurbjerg, som flere borgere og politikere har ytret, at de gerne vil have tilbage. Der har tidligere været en togstation i byen, men jernbanestrækningen blev nedlagt i 1982, og siden da har borgerne kæmpet for at få trinbrættet tilbage.

- I weekenderne og om aftenen er der ingen mulighed for at komme til Hadsten eller Aarhus fra Laurbjerg. Det er problematisk for mange unge og også os, der arbejder uden for Laurbjerg. Jeg vil så gerne bruge toget, fordi jeg er træt af at holde i kø i min bil. Og så kan man bruge Aarhus kulturelt på en anden måde, hvis man ikke skal køre, siger Peter Lange, der er næstformand i Favrskov4ren.

Læs også Øst mod vest i Favrskov: Hvordan bliver der ligevægt?

Til vælgermødet spurgte nogle af tilhørerne ind til, hvad politikerne vil gøre ved mobildækningen i kommunen, der flere steder ikke fungerer optimalt.

- Vi har MobilePay i forsamlingshuset i Granslev, og det er virkelig en dårlig ide, for det fungerer aldrig, siger Peter Bek-Thorngreen fra Granslev.

Og netop mobildækningen mener Liberal Alliances Bo Berger, man skal satse stort på at forbedre:

- Jeg bor selv i en landzone, selvom det kun er én kilometer uden for Hammel centrum. Og der kan jeg ikke få bredbånd. Det synes jeg helt sikkert, vi skal gøre mere for at få bredt ud, for det er så nødvendigt med gode forbindelser i dag, fortæller Bo Berger til TV2 ØSTJYLLAND.