Vælger øko-liv: Flere skrotter en almindelig dagligdag

Den konventionelle måde at leve og arbejde på udfordres. Flere økosamfund og fællesskaber skyder op rundt omkring i Østjylland

01:42

Dagligdagen kan være hektisk, når job, børn og huset skal passes. Hos småbørnsfamilien Bossow Nielsen i Skødstrup kører dagligdagen på fuld skrue.

- Det er i weekenden, der lige er tid til at stoppe op og tænke. Ellers går tiden enormt hurtigt med dagligdagsting, siger Pernille Zankel Bossow til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Fremtidsforsker: Økosamfund er et realistisk alternativ

Hendes kæreste, Kenneth Nielsen, arbejder i Odder, så han bruger lang tid på transport, og derfor vil de gerne ændre måden, deres liv er indrettet på.

Det er i weekenden, der lige er tid til at stoppe op og tænke. Ellers går tiden enormt hurtigt med dagligdagsting.

Pernille Zankel Bossow

- Det er mange vågne timer, man egentlig er væk fra sin familie. Man kommer hjem og er træt og udkørt, siger Kenneth Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

De har to drenge på to og fire år – og går og leger med tanken om at vende op og ned på tilværelsen, så der er mere tid til familielivet.

- Det er det med at køre arbejdsliv og privatliv tættere sammen, siger Kenneth Nielsen.

Her kan du se de ti østjyske økosamfund, som er medlem af Foreningen for Økosamfund.

Flere vælger et simplere liv

Der vokser hele tiden nye fællesskaber og økosamfund op i Østjylland. Lige nu er der 10 økosamfund i Østjylland, som er medlem af Foreningen for Økosamfund. Så sent som i fjor kom der to nye med.

De alternative boformer har forskellige begreber - store kollektiver, bofællesskaber og små andelslandsbyer. Ved Galten ligger Toustrup Mark, hvor der bor omkring 60 mennesker sammen. Andelssamfundet Hjortshøj har eksisteret siden 1990. Og i Hinnerup ligger Overdrevet, som er et økologisk bofællesskab, som har eksisteret siden 1980.

Fællesskaberne er bygget op forskelligt, men de bryder alle med den gængse måde at leve sammen på og har fokus på bæredygtighed. 

Familien Bossow Nielsen kan godt se dem selv i et økofællesskab.

Og der er flere på vej. Med i det næste økofællesskab kan meget vel være familien Bossow Nielsen.

- Efter vi er blevet forældre, er vi blevet mere opmærksomme på, at der er andre bundlinjer end den økonomiske. Vi ønsker mere tid, og frihed til at arbejde med egne projekter, der ikke nødvendigvis munder ud i kroner på kontoen, fortæller Kenneth Nielsen og Pernille Zankel Bossow.

Nyt initiativ i Ebeltoft

På Brenderup Højskole på Vestfyn står et hus af halmelementer, træ og ler, som skal danne grobund for et projekt, som skal føres ud i livet ved Ebeltoft.

Foreningen Grobund med omkring 300 medlemmer vil opkøbe en nedlagt stålfabrik og bygge en ny økolandsby op med landbrug, fiskeri og erhverv til indbyggerne.

- Vi har vores klima og vores natur. Vi kan se, vi ødelægger rigtig meget omkring os. Vi er nødt til at gøre noget helt konkret. Det slår ikke til bare at snakke om det her, vi må have noget handling på banen, siger projektmager Steen Møller til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi har vores klima og vores natur. Vi kan se, vi ødelægger rigtig meget omkring os. Vi er nødt til at gøre noget helt konkret.

Steen Møller, projektmager

Steen Møller er initiativtageren bag. Han har også været med til at stifte økolandsbyen Friland ved Feltballe, som snart har eksisteret i 16 år.

Foreningen vil etablere en økolandsby, hvor beboerne lever gældfrit, affaldsfrit og primært ernærer sig ved egen lokal virksomhed.

- Vi vil gerne gøre det på en måde, hvor vi kan mærke, det er godt for os som mennesker, det er godt for vores børn og for vores omgivelser. Der mener vi, at det nuværende system er kørt af sporet, siger Steen Møller.

- De systemer og alle de regler - hvis det er dem, der skal bestemme over menneskelivet, så går det kun én vej, og det er ad helvede til, siger Steen Møller. 

02:47

VIDEO: Forening vil gerne skabe en ny økolandsby, hvor beboerne lever gældfrit, affaldsfrit og primært ernærer sig ved lokal virksomhed

Luk video

Hvis de får købt fabrikken, som koster otte millioner kroner, vil de begynde med at bygge off-grid huse, som ikke skal tilsluttes el, vand eller varme. De skal være selvforsynende og bæredygtige – ligesom det i Brenderup.

- Vores energiforbrug kommer under 10 procent af normen. Vores ressourceforbrug til at bygge kommer under 10 procent af normen. Og det kan komme endnu længere ned, siger Steen Møller.

Fællesskab til og fra, når vi har lyst

Siden slutningen af 1970´erne er der kommet kollektiver, bofællesskaber og små selvforsyndende landsbyer til rundt omkring i hele Danmark.

Men der er stadig behov for at tænke anderledes, end den måde de fleste lever på i dag.

- Det siger noget om, hvor presset vi er – vi lægger meget energi på arbejdsmarkedet, fortæller Mette Mechlenborg, som er forsker ved SBI – By, bolig og ejendom hos Aalborg Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Bofællesskab med 60 personer: Vi spiser sammen fem dage i ugen

Fællesskabet er nøgleordet. Men der er forskel på, hvordan vi vil bryde ud af rammerne i dag i forhold til for 40 år siden.

- Privatlivet er stadig helligt. Det skal ikke nedbrydes som i 70´erne. Det, det handler om i dag, når man snakker fællesskab – ikke så meget politisk, men et ønske om at komme hjem til sin bolig og dele fritid, hverdag, afhentning af børn, lave bål og mad sammen, siger Mette Mechlenborg.

Men det er samtidig noget, vi gerne selv vil styre, fortæller Mette Mechlenborg.

- Det er noget, vi gerne vil vælge til, når vi har brug for det. Vi vil stadig kunne trække os tilbage, når vi ikke vil være en del af det.

Inspirationssted for andre

Målet for foreningen Grobund er at skabe et bæredygtigt lokalsamfund, som skal inspirere til en mere bæredygtig livsstil.

Vi skal tage ansvar for at gøre tingene på en bedre måde. Og det er det, vi gør her. Helt konkret. Det nuværende system er kørt af sporet. Det er mere et system, end det er noget for mennesker.

Steen Møller, projektmager

- Vi skal tage ansvar for at gøre tingene på en bedre måde. Og det er det, vi gør her. Helt konkret. Det nuværende system er kørt af sporet. Det er mere et system, end det er noget for mennesker, siger Steen Møller.

Hvis det skal blive en realitet, skal 160 af deres medlemmer hver lægge 50.000 kroner, så fabrikken kan købes, og de kan gå i gang med at producere. Senere vil de bygge økolandsbyen op omkring ved at producere off-grid huse.

- Det urealistiske er at blive siddende på sin røv og sige, det vil vi gerne og gøre ingenting. Det realistiske er at rejse sig og gøre det, der skal gøres, siger Steen Møller.

Herunder kan du se Steen Møller vise rundt i et off-grid-hus:

24:26 Luk video