Vækkes af politiet
100 aarhusianere skal til fogeden
Det er ikke en god idé at ignorere rykkerbreve fra fogeden om at møde frem i retten og få en aftale om økonomiske mellemværender.
Det kommer op mod 100 borgere i Aarhus Kommune til at sande i denne uge, hvor politiet fra klokken fire om morgenen banker på døren for "foretage fremstilling i fogedretten ved politiets foranstaltning", som det kaldes i det juridiske sprog. Med andre ord: Du bliver vækket af din søde søvn og anholdt, hvorefter du bliver fremstillet i fogedretten.
Det sker kun for de borgere, der ikke har reageret på flere breve om at møde frem. Og man kan selv gøre noget for at undgå den ubehagelige morgenvækning, hvis man skynder sig at henvende sig til fogedretten:
- Det er meget bedre, hvis borgerne selv henvender sig til fogedretten og får en aftale. Derfor advarer vi på forhånd om aktionen, forklarer politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Det er nemlig ubekvemt for både politiet og for skyldnerne at vente helt indtil politiet rykker ud og bringer en for fogeden. Det koster politiet store ressourcer og det er bestemt heller ikke sjov for de berørte borgere at blive vækket klokken fire om morgenen ved at politiet banker på døren for at anholde en foran naboerne, anfører politikommissæren.
Aktionen mod det næste hold af skyldnere, der ikke har reageret på fogedens indkaldelser er i øvrigt en del af politiets tryghedskampagne, "Tryg på Aarhus", som foregår hele ugen, hvor man også vil sætte ind med ekstra kontrol overfor indbrudsbander og med massive færdselskontroller i Aarhus Kommune; ligesom man tidligere har gjort det i både Norddjurs, Syddjurs, Favrskov og Randers.
Om de berørte skyldnere så også føler, at det bidrager til deres tryghed at blive vækket ved at politiet banker på klokken fire om morgenen, må stå hen i det uvisse.