Vådeskuds-offer fik ingen penge
Havde krævet 1,7 mio. kr. i Højesteret
En jysk mand, der for mere end 11 år siden blev skudt ned under en vådeskudsulykke, skal ikke have ekstra erstatning.
Højesteret har fredag afvist mandens krav. Tværtimod skal han betale modpartens sagsomkostninger på 100.000 kroner.
Det var på Kollerup Gods nær Hadsten, at jægeren blev skudt ned bagfra. Han blev ramt af i alt 90 hagl på overkroppen og i hovedet og faldt bevidstløs om.
Lige siden har han været plaget af ulykken, og ifølge læger har han udviklet posttraumatisk stresssyndrom.
Mandens advokat har i landets øverste domstol krævet 1,7 millioner kroner for tab af erhvervsevne, tabt arbejdsfortjeneste og mén. Men dommerne afviser ligesom kollegerne i Vestre Landsret at efterkomme kravet.
Tidligere har han fået cirka 300.000 kroner gennem Dansk Jagtforsikring.
Sagen har været bedømt af flere læger, herunder Retslægerådet, og af Arbejdsskadestyrelsen.
Nu er det endelige punktum sat.