Vådeskud: 24-årig skudt i brystet
43-årig skød ved en fejl en 24-årig med en revolver
En 24-årig mand fik selv en kugle i brystet, efter at han sammen med tre andre havde skudt til måls efter forskellige ting med en revolver søndag i i en bolig på Bjaruphøjvej mellem Linå og Låsby.
Det oplyser politikommissær Bent Riber Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi mandag, hvor en 43-årig mand, som affyrede skuddet ved et uheld, fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Viborg.
Den 43-årige mand havde ikke våbentilladelse og sigtes for at bringe andres liv i fare.
- Vi betragter det som et vådeskud, vi efterforsker det ikke som værende drabsforsøg, siger politikommissæren.
Den 24-åriges tilstand er stabil efter en operation i Aarhus. Han kunne selv gå ind i ambulancen, da den ankom omkring klokken 23 søndag aften - kort tid efter skudepisoden.
Skuddet blev affyret af den 43-årige ved et uheld, efter at de fire mænd havde leget med den gamle revolver udenfor. Da de gik indenfor, var revolveren stadig ladt, og et skud gik af.
- Det er et utroligt stort held, at der ikke sker yderligere. Han kunne jo have været ramt alle mulige steder, siger Bent Riber Nielsen.