Våbenhvile i skraldekonflikt
Beboerne på Djursland kan - foreløbigt - ånde lettet op. Der bliver ingen strejke blandt skraldemændene.
Først blev de alle fyret. Så blev de genansat, men på forringede vilkår. Så strejkede de - og i dag holdt renovationsarbejderne, som dagligt sørger for at tømme affaldscontainere på det meste af Djursland, et næsten fem timer langt møde med ledelsen i MiljøTeam Århus.
- Vi har nogle helt ufravigelige krav, som vi skal være helt sikre på bliver holdt af ledelsen, fortæller SiD-formand Ole Frimann fra Rosenholm til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Under dagens møde garanterede direktøren for MiljøTeam A/S, Allan Larsen, at skraldemændene får de lovede krav opfyldt. Han ønskede dog ikke at udtale sig til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Dermed er tømningen af skraldespande foreløbigt sikret på Djursland.