V om hjemløse-uro: Flyt herberget væk fra Klosterport

Venstre i Aarhus foreslår, at man flytter natherberget på Klosterport væk for at mindske støj og uro i området

Klostertorv i Aarhus er et yndet tilholdssted for byens hjemløse og socialt udsatte. Blandt andet fordi Kirkens Korshærs natherberg ligger ved Klosterport.

For at fjerne og mindske støjen og uroen ved Klostertorvet foreslår Venstre nu, at man fjerner Kirkens Korshærs natherberg på Klosterport.

- Der er blevet flere hjemløse i Aarhus, og det har givet større og større problemer i midtbyen. Vi synes, at tiden er kommet til at kigge på, om vi kan lave andre løsninger end tidligere, og der foreslår vi at flytte natherberget, fortæller Gert Bjerregaard (V), der er medlem af social- og beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.

Der er blevet flere hjemløse i Aarhus, og det har givet større og større problemer i midtbyen. Vi synes, at tiden er kommet til at kigge på, om vi kan lave andre løsninger end tidligere.

Gert Bjerregaard (V)

Kommunen giver hvert år Kirkens Korshær et tilskud på 23 millioner kroner om året, men Kirkens Korshær er ikke en kommunal institution. Det kræver derfor, at Kirkens Korshær er villig til at flytte natherberget.

- Jeg synes, at det er en uholdbar løsning, som det er i dag. Så man er nødt til at se på løsninger. Jeg håber, at de er deres opgaven voksen til at se på det, siger Gert Bjerregaard til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

Klostertorv ligger i centralt i Aarhus, og har igennem flere år været et tilholdssted for byens hjemløse. Foto: Google Maps

- Hvis forslaget får opbakning, skal der ses meget nøje på, hvor et nyt herberg skal være. Vi skal ikke flytte det et sted hen, hvor det giver nye udfordringer til naboer.

S: Hovsaløsning

Hos socialdemokratiet anerkender man, at der er problemer i området omkring Klostertorvet og Klosterport.

Læs også Hegn mod hjemløse skal pilles ned: Frygter lort og anarki

- Der er alt for meget uro dernede i forhold til dem, der bor dernede og de erhvervsdrivende. Det bliver inddraget i den masterplan, der bliver lavet nu, siger Anette Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Anette Poulsen (S) kalder Venstres forslag for en hovsaløsning. For i social- og beskæftigelsesudvalget skal onsdag drøfte en større masterplan for hjemløseområdet i Aarhus. En plan, som Anette Poulsen mener, vil være mere gennemarbejdet.

- Det skal være værdigt i forhold til de hjemløse. Det skal være en gennemarbejdet løsning. Hvis det bliver en realitet at flytte natherberget, så skal det være en del af en gennemarbejdet plan, hvor de berørte parter bliver involveret, siger Anette Poulsen.

06:03

I årevis har hjemløse og socialt udsatte brugt Klostertorv i Aarhus som opholdssted. Kommunen har i år forskønnet torvet for én million kroner, og mens restauratører og butikker i området håber, at de hjemløse finder et andet sted, er de hjemløse stadig at finde på Klostertorv. Og de har tænkt sig at blive. Indslaget er fra juli​​​​​​

Luk video

Adresser hjemløshed

Hos Kirkens Korshær mener man ikke, man kan løse problemstillingen på Klostertorv ved at følge Venstres forslag.

- Jeg synes det er dårligt forslag og et lidt trist forslag, man kan ikke bare flytte rundt på hjemløse. Hjemløse har altid være omkring centrum i de store byer, siger Niels Bjørnø, der er leder af Kirkens Korshær.

Som Korshærsleder er han også med i processen om kommunens masterplan om hjemløshed.

- Det er vigtigt, at det er hjemløsheden, man skal adresse og ikke de hjemløse. Politikerne skulle hellere løse de komplekse problemer med hjemløshed, siger Niels Bjørnø.