V i Favrskov: Stor forskel på os og rød blok

Både S og V i Favrskov er tilhængere af bredt samarbejde

06:50

1 af 2

Det er langt mellem de hidsige personangreb og de højlydte diskussioner i byrådssalen i Favrskov Kommune.

I en direkte politisk debat på TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag aften understreger både borgmester Nils Borring og hans direkte udfordrer, Venstres Flemming Nørgaard, at de begge går efter det brede samarbejde partierne imellem.

Trods det gode samarbejde på tværs af partiskel mener Venstres Flemming Nørgaard, at der er stor forskel på ham og borgmesteren. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvor vælgerne sætter krydset ved kommunalvalget om præcis to år.

- Der er stor forskel på borgmesteren og mig - både på det personlige og politiske plan, fastslår Flemming Nørgaard i tv-debatten i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten.

Dog understeger Flemming Nørgaard, at han ligesom Nils Borring hellere vil samarbejde end føre skyttegravskrig.

- Hverken Nils eller jeg ved, hvor flertallet er, når vi går ind til en sag. Det betyder, at der skal samarbejdes. Jeg tror, at samarbejde er godt i længden.

Flemming hvem? Ingen kender Venstres spidskandidat

Ifølge Nils Borring står politikerne i Favrskov Byråd ofte skulder ved skulder, når beslutningerne og de brede forlig skal forsvare. Det er der en grund til:

- Jeg tror, at det er vigtigt over for borgerne og de ansatte, at de fornemmer, at der er en vis konsensus i det, vi beslutter i byrådet, så de har en tryg og sikker hverdag.

Ikke enige i alt

Det betyder dog ikke, at byrådsmedlemmerne er enige i alt, inden beslutningerne bliver taget:

- Kunsten i at blive enige er, at vi skal lade meninger brydes. Og det er det, vi gør. I kan ikke se hvilken uenighed, der ligger bag den enighed, vi signalerer udadtil.

Måling: Konservative får vælgerlussing i Favrskov

Enhedslistens Peder Meyhoff er tilsyneladende den eneste af deltagerne i debatten, som ikke er ked af at stå udenfor de brede forlig. Fx var Enhedslisten ikke med i det seneste budgetforlig:

- Vi vil ikke skjule vores holdninger og så gå med til noget, der dybest set er tude tosset. Det er tude tosset at lave et budgetforlig, hvor man reducerer grundskylden. De enkelte borgere får en lillebitte smule ekstra penge i lommen, men det betyder, at der kommer til at mangle nogle penge i kommunekassen, siger Enhedslistens Peder Meyhoff.

I videoen øverst i artiklen kan du se Favrskov-politikerne diskutere vigtigheden i at kunne blive enige.