V: Fokus på her og nu

Kattegat-broen er stadig en god idé, men pengene er der ikke. Derfor må der fokus på det, der kan løses nu, mener borgmesterkandidat.

Den billigste model af en Kattegat-bro koster 100 milliarder kroner, oplyste en rapport fra ingeniørfirmaet Niras torsdag, og det fik blandt andet transportminister Carina Christensen (K) til at droppe planerne.

Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) udtalte senere torsdag, at han ikke var enig i den beslutning, men det er Venstres borgmesterkandidat til det næste kommunalvalg, rådmand Gert Bjerregaard.

Det er urealistisk med sådan en udgift, siger han, og derfor må projektet på stand by.

- Transporttiden til København bliver ikke mindre af, at vi bruger alt energi på et projekt, der
alligevel er umuligt at betale i øjeblikket. Jeg vil derfor hellere på den korte bane arbejde for at
sikre en hurtigere forbindelse via det eksisterende vej- og tognet. Jeg håber f.eks. vi kan
bringe transporttiden i tog ned til to timer, og at vejnettet kan få et løft, så man ikke skal
bevæge sig i sneglefart på dem, udtaler Gert Bjerregaard (V).

Men det betyder ikke, at rådmanden nu har droppet tanken om en bro.

- Jeg er stadig varm fortaler for Kattegatbroen, men vi må erkende, at vi ikke kan sætte
spaden i jorden endnu. Derfor vil jeg bruge min energi på at finde løsninger til århusianerne nu
og her, så de ikke kommer til at lide under dårlige forhold indtil vi får bygget broen. Indtil
videre ser det ud til, at realiteterne ikke er gået op for borgmesteren, men jeg håber han
begynder at tage århusianernes problemer seriøst meget snart, siger Gert Bjerregaard (V).