V: Bundsgaard på dybt vand
Venstres Gert Bjerregaard mener ikke, at billige flybilletter hos Ryanair skal boykottes
Onsdag vil Venstre stemme imod beslutningsforslaget om at boykotte billige flyrejser i arbejdsmedfør for medarbejdere i Aarhus Kommune.
Det er borgmester Jacob Bundsgaard (S), der vil boykotte Ryanair for de ansatte i Aarhus Kommune - i tråd med en indgået indkøbsaftale.
Se: Aarhus Kommune dropper Ryanair
- Det ser mærkeligt at Bundsgaard nu kaster sig ind i konflikt mellem lav pris flyselskaberne og fagforeningerne. Det virker upassende og ude af trit med den danske model, siger Gert Bjerregaard (V) i en pressemeddelelse.
Venstre tvivler også på, om forslaget overhovedet er lovligt, står der også i pressemeddelelsen.
- Aarhus har meget stor gavn af, at der er billige flyrejser. Det giver turisme, konferencer og arbejdspladser, som er meget vigtige for byens økonomi. Så selvom der er en faglig konflikt, er det en meget voldsom hetz mod et privat firma, som overholder dansk lovgivning, siger Gert Bjerregaard.