Uvidenhed kan koste forskere dyrt
Det kan være dyrt for forskere at vide for lidt om patenter. Århusiansk firma foreslår systematisk information.
Forskere risikerer at snyde sig selv for gevinster i millionklassen, fordi de undlader at tage patenter på egne opfindelser og forskningsresultater, skriver metroXpress fredag.
Derfor bør både universiteter og regeringen stramme op, så alle forskere får grundlæggende kendskab til at tage patent på viden. Det mener direktør for det århusianske patent- og varemærkebureau Patrade, Leif Nielsen.
- Vi fortæller hele tiden hinanden, at vi skal leve af viden og kreativitet, og det ansvar ligger i høj grad på forskerne. Men hvis ikke forskerne får taget patent på deres viden, løber andre helt lovligt med opdagelserne, siger Leif Nielsen til avisen.