Uventet nederlag til SK Århus
Efter ni sejre i træk tabte basketball-spillerne fra SK Århus til Team Sjælland.
87-81 stod der på lystavlen i Bjergmarkhallen i Holbæk, da søndagens kamp i Basketligaen mellem SK Århus og Team Sjælland var slut. Desværre for århusianerne var det sjællændernes point, der var nævnt først, og dermed satte Team Sjælland punktum for århusianernes imponerende sejrsrække i efteråret.
Ikke siden turneringens allerførste runde, hvor de lokale rivaler fra Åbyhøj vandt 74-70, havde spillerne fra SK Århus gået fra banen som tabere. Ifølge referaterne fra kampen var gårsdagens resultat en logisk konsekvens af de to holds niveau på dagen.
SK Århus fører dog fortsat ligaen med 18 points, 2 mere end Horsens på anden-pladsen. Åbyhøj ligger nummer tre med 14 points. Det tredje østjyske hold, Randers, må nøjes med 6 points og en placering som næstsidst i tabellen.