Uvejrscenter varsler supercelle over Danmark

Luften over Danmark er ekstremt ustabil, så himmel og hav kan stå i ét.

Tirsdag var der kraftigt regnvejr og skybrud flere steder i Østjylland.

Det europæiske uvejrscenter Estofex har onsdag et varsel 1 over Danmark og skriver, at vi kan få store hagl og kraftige vindstød.

Atmosfæren har en beskaffenhed, der gør, at der kan dannes såkaldte superceller. I Danmark ser vi ofte isolererede tordenbyger, mens en supercelle består af flere tordenbyger, der er større i geografisk omfang.

Læs også VIDEO: Voldsomt skybrud og kæmpehagl i Østjylland

Superceller kender vi fra USA, hvor de er tæt knyttet til tornadoer. Vi så skypumper over Danmark tirsdag, og en decideret tornado kan ikke afvises onsdag.

Varsel 1 over Danmark 19. juni 2019. Foto: Varsling / Estofex

Den ustabile atmosfære har vist sig på forskellig vis de seneste dage. Tirsdag blev der observeret en skypumpe nær Randers, som også blev ramt af skybrud.

Klaus Thaarup Herholdt Pedersen vurderer, at skypumpen havde kontakt med jorden i omkring 30 til 45 sekunder. Foto: Seerfoto / Klaus Thaarup Herholdt Pedersen

I fredags fik to biler en flyvetur i Aabenraa, da det pludselig blæste op. Øjenvidner beskrev det som en skypumpe, mens databasen i Severe Weather Europe beskrev hændelsen som en tornado.

På TV 2 Vejrets redaktion har vi talt om, at det kunne være det, man kalder en microburstMicroburst er en pludseligt opstået nærmest lodret vind, der slår ned fra stor højde. Microburst har kræfter til at kunne løfte biler, som man så på parkeringspladsen i Aabenraa.

00:44

VIDEO: Tirsdag trak et massiv skybrud ind over Randers.

Luk video

Grunden til, at vi talte om en microburst, var, at det kun var på et meget lille område, vinden havde raseret. Hvis man har en tornado eller en kraftig skypumpe, vil man se ødelæggelser i det spor, den har bevæget sig i. Nogle gange kan man også se, hvordan grene er drejet og knækket. I fredags var der ikke noget spor - kun de væltede biler.

To biler endte på taget på parkeringspladsen ved sygehus i Aabenraa. Foto: Privatfoto / Tina Stokbæk

Tornadoer, skypumper og microburst er alle eksempler på ekstremt ustabil luft, som skabes, når luften er varm i 'bunden' og kold i 'toppen'. Den kolde luft i toppen er tungere end den varmere luft i bunden. Derfor vil de gerne skifte plads.

Billedet øverst i artiklen er fra 2016, men det er et billede, som mange kan komme til at se igen onsdag. Det er en dravat, som man også kalder en gustfront. Gust betyder vindstød, og i prognoserne kan man genfinde vindstød af stormstyrke.

Prognose med vindstød klokken 22 onsdag aften. Foto: GRAFIK / DMI