Utraditionelt samarbejde får børn til at tabe sig

Et privat fitnesscenter og en skole er gået sammen om projekt, der skal få overvægtige børn til at tabe sig. Det har allerede vist sig som en succes

02:33

- Det har været rigtig dejligt. Vi kommer mere ud, får tabt os lidt og har fået nogle nye venner.

Sådan siger Marie Kuhlmann Meier, der går i 5. klasse på Byskolen i Horsens.

Skolen er gået sammen med et privat fitnesscenter i Horsens om et projekt, der skal få overvægtige børn til at tabe sig. Konkret betyder det, at eleverne træner to gange om ugen efter skoletid. 

Det har været rigtig dejligt. Vi kommer mere ud, får tabt os lidt og har fået nogle nye venner.

Marie Kuhlmann Meier, 5. klasse

Her et par måneder inde i projektet har børnene vist så gode resultater, at det har skabt stor interesse fra forældre og andre skoler. Samlet har børnene tabt 27 kilo.

- Det er super godt. Det er langt over min forventning, må jeg indrømme. Jeg er meget overrasket over dem, siger fitnessinstruktør Michael Havmand fra Loop Fitness i Horsens.

Marie Kuhlmann Meier (t.v.) og Emaly Nielsen Ahle, der begge går i 5. klasse på Byskolen i Horsens, er med i det nye projekt. Og det er de glade for.

Han kan mærke en tydelig forskel på eleverne i forhold til for et par måneder siden:

- De er mere smilende, glade og på mange punkter meget mere åbne, siger Michael Havmand.

Læs også Elever dyrker motion i frikvarteret og er glade for det

Emaly Nielsen Ahle går også i 5. klasse på Byskolen. Hun er med i projektet, og det har givet en helt anden lyst til at træne.

- Før sad jeg altid alene på en maskine, og jeg havde ikke nogen at snakke med. Når jeg kommer her sammen med gruppen, så sidder man ved siden af nogen hele tiden, siger Emaly Nielsen Ahle og uddyber:

- Man har altid en at snakke med og en, man altid kan spørge: Gør jeg det her rigtigt.

Michael Havmand er instruktør hos Loop Fitness i Horsens.

Andre skoler og forældre viser interesse for projektet, fortæller Michael Havmand.

- Vi har så mange børn på venteliste i øjeblikket og forældre, der ringer fra nær og fjern, og gerne vil have deres børn herned.

I forbindelse med det igangværende pilotprojekt betaler Byskolen de 99 kroner om måneden, som det koster per elev. Michael Havmand opfordrer Horsens Kommune til at gå ind i projektet, så det kan blive et tilbud for flere. 

Han afviser, at det handler om bundlinje:

- Vi tjener faktisk ikke noget på det. Tværtimod er det en omkostning for os, men vi vil gerne være med til at forbedre sundheden i byen, siger Michael Havmand.

Horsens-borgmester Peter Sørensen (S).

Horsens Kommune har ingen aktuelle planer om at gå ind i projektet, fortæller borgmester Peter Sørensen (S).

- Lige nu har vi nogle gode modeller til det. Skal de forstærkes, kræver det en politisk prioritering. Den politiske prioritering er der ikke lige nu, men det kan være, at den kommer.

Øverst kan du se hele indslaget.