Utilfredse skraldemænd i Århus
Århusianske skraldemænd har lagt sig syge på grund af dårligt arbejdsmiljø. Firma bliver meldt til Arbejdstilsynet.
En række århusianske skraldemænd er utilfredse med deres arbejdsforhold. Derfor melder de nu deres arbejdsgiver til arbejdstilsynet.
De ansatte hos HCS Renovation mener at de bliver presset til at udføre arbejde, hvor de overtræder arbejdstilsynets regler. Skraldemændene er blandt andet utilfredse med, at de skal køre med skraldespande på brosten og tømme skraldespande, som er overfyldte.
Ifølge skraldemændenes formand, Jan Hammer, har seks af de i alt 23 ansatte i dag lagt sig syge på grund af dårligt arbejdsmiljø.
Trods sygemeldingerne behøver århusianerne dog ikke frygte for, at de ikke kan komme af med deres nytårsaffald. Der er nemlig indkaldt afløsere.