Utilfredse med lukkethed

Kræver mere åbenhed om skolelukninger

02:09

1 af 2

Det er ikke kun politikere, der føler sig snydt af skoleforvaltningens oplysninger og beregninger i forbindelse med skolelukninger i Randers. Også forældre og borgere kæmper imod lukninger og er utilfredse med forvaltningens lukkethed i processen.

På Facebook har omkring 1.740 forældre og borgere samlet sig i en gruppe, der hedder "Nej til skolelukninger i Randers Kommune".

Kalle Nielsen har ikke selv skolesøgende børn, men han følger med i debatten på Facebook, og han har en klar fornemmelse af dem, som er med i gruppen.

- Det vi kan se er, at det ikke kun er forældre, det er også ældre mennesker, som ikke har skolesøgende børn, og det er almindelige borgere for hvem det er den politiske dimension, der fylder, som siger, at den her slags ikke skal foregå i byrådet i Randers, siger Kalle Nielsen.

Også i en ny forening, Forældre mod ny skolestruktur, oplever man borgernes utilfredshed.

Se: Forældre raser over politikere

- Det mærker vi ved, at vi bliver kontaktet af den almindelige borger, der undrer sig over, hvad det er, som foregår i Randers. Hvad er det, der sker? Hvad er det, de er bange for at komme ud med? Hvorfor har de ikke lagt papirerne frem fra starten, så vi kunne have fået en debat og en god dialog omkring kvaliteten i en ny skolestruktur i stedet for processen, siger Janne Lindenfreldt, der er talskvinde for Forældre mod ny skolestruktur.

Borgmesteren i Randers mener, at det er godt, at borgerne er aktive omkring de politiske processer.

- Det er en utrolig svær beslutning omkring skolelukningerne, og det har man også set i alle andre kommuner. Jeg synes, at det er en god proces, og at det er godt, at borgerne er rigtig aktive i forhold til at gøre opmærksom på de ting, som de mener, at vi skal være opmærksomme på som politikere. Det, synes jeg, er godt for demokratiet. Nu glæder vi os til at læse de her høringssvar, så vi kan få kvalificeret forslaget yderligere. Det er jo det, som en høringsfase handler om, siger Claus Omann Jensen (V), borgmester i Randers Kommune.

Du kan se mere om sagen i indslaget øverst i artiklen.