Usikkerhed om Cobraen

Rutsjebane i Århus er endnu ikke blevet sikkerhedsgodkendt efter sidste års ulykke. Uvist, om den er klar til sæsonstarten.

Det er endnu usikkert, om Tivoli Frihedens gæster kan tage en tur i Cobraen, når parken åbner den 8. april.

Efter ulykken sidste år er forlystelsen endnu ikke blevet sikkerhedsgodkendt.

Direktør i Tivoli Friheden Henrik Ragborg Olesen siger i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han stadig håber, at Cobraen bliver klar inden sæsonstart.

Men det bliver den kun, hvis den italienske leverandør får sendt dokumentation for, at forlystelsen nu er sikker. Og det er endnu ikke lykkedes at få den dokumentation.

Cobraen var Tivoli Frihedens største satsning i 2008. Men den 4. juli sidste år knækkede en af de bærende aksler på grund af en fejlkonstruktion. De to forreste vogne styrtede til jorden, og fire personer fik alvorlige kvæstelser.

Se mere i tirsdagens udsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.