USA kræver forsker udleveret
Mistænkt for svindel med forskningsmidler
De amerikanske myndigheder har nu krævet en dansk forsker ved Aarhus Universitet udleveret til USA, så han kan blive retsforfulgt i en sag om svindel med forskningsmidler.
- Det bekræfter Lars Ove Jensen, Østjyllands Politi, over for Ritzau.
- Vi har modtaget en udleveringsbegæring, og nu arbejder vi på at få arrangeret en afhøring af manden under overværelse af hans advokat, siger Lars Ove Jensen.
På baggrund af afhøringen laver politiet en redegørelse for sagen til justitsminister Morten Bødskov (S), der afgør, om forskeren kan udleveres.
I USA er det en storjury i delstaten Georgia, der har rejst tiltale mod manden for at have tilegnet sig flere millioner kroner fra en amerikansk fond. Det er penge, der var beregnet til forskning, men som ikke menes brugt efter formålet.
Sagen er blevet forsinket
Herhjemme er en skattesag mod manden, der tidligere var en fremtrædende forsker ved Aarhus Universitet, blevet forsinket, efter at Vestre Landsret i marts kasserede anklageskriftet i sagen. Retten mente, at det var upræcist.
Politiet kræver forskeren idømt fængselsstraf for i en årrække fra 2001 til 2005 at have angivet sin løn og sine honorarer for lavt, så statskassen er blevet snydt for knap 3,5 millioner kroner.
Retten i Aarhus sagde god for anklageskriftet, men landsretten sagde, at det ikke præcist nok beskriver, hvad manden er tiltalt for.
Kæmper for at få rejst sagen
Østjyllands Politi kæmper imidlertid videre for at få rejst sagen. For øjeblikket venter politiet på, at procesbevillingsnævnet skal give grønt lys til at få landets øverste retsinstans til at tage stilling til anklageskriftet.
Hvis Højesteret siger god for det, kan straffesagen indledes ved Retten i Aarhus. Vender retten tommelen nedad, må politiet begynde forfra og skrive et nyt anklageskrift, hvis det ønsker at rejse sagen.