Uroen fortsætter

Daginstitutionerne lammet igen i morgen i Randers og Århus - dagplejerne i Århus fortsætter også deres strejke.

De omfattende arbejdsnedlæggelser på børneområdet fortsætter fredag i Randers og Århus, samt muligvis andre steder.

I Randers besluttede et flertal på 73 procent af de cirka 1000 pædagoger og pædagogmedhjælpere, der deltog i et stormøde i dag, at fortsætte deres arbejdsnedlæggelse fredag. Fredag vil de tage stilling til, om strejken skal fortsætte efter weekenden.

I Århus vil de dagplejere, der var med på et orienterende møde i dag, fortsætte den arbejdsnedlæggelse, de begyndte på i dag. Ifølge en af deltagerne i mødet vil dagplejerne konflikte til og med tirsdag.

Næsten alle daginstitutioner i Århus er fortsat lukket på grund af strejke. Til gengæld er antallet af forældreblokader faldet til 22 i dag, mod 227 sidste fredag.

Også kommunerne Ny Silkeborg, Favrskov og Syddjurs har i dag været ramt af omfattende arbejdsnedlæggelser på skoler og daginstitutioner. I Syddjurs vil institutionerne også være lukket fredag. Situationen på skolerne i Syddjurs fredag er endnu ukendt.

I Ny Silkeborg har pædagogerne og pædagogmedhjælperne bebudet, at de vil gå i arbejde i morgen (fredag).

Endnu er det uvist, hvordan situationen vil være fredag i Favrskov.

Følg udviklingen i udsendelserne på TV2 | ØSTJYLLAND og på vores særlige hjemmeside <A href="http://www.tv2oj.dk/minisites.asp?SideId=1219" target=_blank><STRONG>Aktioner mod besparelser</STRONG></A>.