Urban åbner kontor i Århus

Gratisavisen Urban vil have en større bid af markedet for jobannoncer vest for Storebælt.

Gratisavisen Urban udvider med et nyt salgskontor i Århus.

Fra 1. marts skal to nye sælgere styrke Urbans satsning på det lokale jobmarked vest for Storebælt. Jobsælgerne skal være med til at udbygge annoncørernes interesser i Århus og resten af det vestlige Danmark.

Det nye kontor kommer til at ligge midt i byen, og det vil også huse Urbans distributionsafdeling i Vestdanmark.

Urban er Det Berlingske Officins gratis trafikavis, som uddeles alle hverdage ved togstationer, trafikale knudepunkter og i busser i HT-området, Jylland og på Fyn. Urban har et dagligt læsertal på 624.000. /ritzau/