Ups! Fejl aflyste eksamen
Universitet i stor bommert
Omkring 800 studerende fra erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet sad fredag morgen klar til at tage en tre timer lang skriftlig eksamen, da den pludselig blev aflyst. Det skriver universitetsavisen Omnibus.
Grunden til aflysningen skyldes, at Aarhus Universitet kom til at gøre opgavens besvarelser tilgængelige på internettet.
- Ved en beklagelig fejl skete der det, at de vejledende besvarelser til censor blev gjort tilgængelige for alle, så de studerende kunne tilgå dem under eksamen. Selvom der ikke var mange studerende, der nåede at opdage det, var vi naturligvis nødt til at aflyse eksamen, siger Birthe Fournais, der er eksamenskoordinator på Business and Social Sciences, til omnibus.au.dk.
De 800 elever er fra fjerde semester på erhvervsøkonomi, og der arbejdes nu på at finde en ny eksamensdato.