Universitet ser store muligheder
3D-printer til reservedele er kun første skridt
En printer, der kan printe reservedele. Det er nyeste skud på stammen over projekter, som har set dagens lys takket være et samarbejde mellem forskere og virksomheder.
Men det skal ikke stoppe her, fortæller Allan Flyvbjerg, dekan ved Health på Aarhus Universitet, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han mener, at der er et endnu større potentiale for at udvikle nye produkter og maskiner til gavn for borgerne.
I forbindelse med 3D-printeren var det firmaet Davinchi Development i Billund, som arbejdede sammen med Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Allan Flyvbjerg peger på områder som for eksempel sundhed, landbrug og fødevarer, som oplagte muligheder for at udvikle endnu mere banebrydende teknologi:
- Den viden, vi har, skal vi have ud over rampen og ud til et problem, der er ude i samfundet og få det løst i fællesskab, siger han og fortsætter:
- Jeg synes, vi betaler lidt tilbage til samfundet ved at gøre det her.