Universitet presser kemifabrik
Aarhus Universitets Forskningsfond vil have Cheminova til at stoppe giftig produktion.
Den danske kemiproducent Cheminova presses nu af sin hovedaktionær Aarhus Universitets Forskningsfond, som vil have standset produktionen af den farlige sprøjtegift Monocrotophos i Indien. Det skriver Information onsdag.
Rektor og formand for forskningsfonden Lauritz B. Holm-Nielsen oplyser, at Cheminova har lovet at udarbejde en konkret plan for, hvornår og hvordan de vil udfase insektpesticidet.
En række af de andre store kemiproducenter - herunder amerikanske DOW og tyske Bayer - har allerede stoppet salget af sprøjtemidlet, der er på WHO's liste over stærkt giftige stoffer og hvert år er skyld i tusinder af tilfælde af forgiftninger i den tredje verden. Stoffet har ikke været tilladt i USA og EU i årtier.
I et interview med Information lovede Cheminovas direktør Bjørn Albinus, at Monocrotophos under virksomhedens navn også vil blive fortid på det indiske marked inden fem år. Men det er ikke godt nok for hovedaktionæren.
- Fem år er ikke tilfredsstillende. Der er naturligvis en lang række forhold, der skal på plads, men vi forventer, at Cheminova kommer med en plan, der opererer med et kortere tidsperspektiv, siger Holm-Nielsen.