Universitet på boligjagt
Mangler boliger til udvekslingsstuderende
Det kan være svært at finde sig en studiebolig. Det kan mange studerende nikke genkendende til.
Men det er ikke kun de studerende, det kan være svært for. Aarhus Universitet mangler nemlig lige nu over 90 boliger til udvekslingsstuderende, der kommer til Aarhus om under en måned. Men det er svært for Universitetet at skaffe de nødvendige boliger.
- Det er rigtig svært i år. Det skyldes, at vi ikke har fået tildelt nær så mange boliger gennem kollegiekontoret, som i de forgangne år. Vi har fået færre tildelinger, fordi der generelt er en større søgning på de aarhusianske uddannelsesinstitutioner samtidig med, at der optages flere. Derfor er presset på boliger i år endnu højere, end det har været i de forgangne år, siger souschef på Internationalt Center på Aarhus Universitet, Kaja Henneberg, til DR P4 Østjylland.
På grund af den nuværende boligsituation har Aarhus Universitet valgt at suspendere den boliggaranti som normalt tilbydes de tilrejsende udvekslingsstuderende.