Unik gepard-fødsel i Ebeltoft

Ebeltoft Zoo er den første nordiske zoologiske have, hvor der er født gepardkillinger.

Ebeltoft Zoo har fået to nye geparder, der - til trods for at de kun er få dage gamle - allerede er berettigede til en plads i rekordbøgerne.

De to gepard-unger blev født i weekenden, og alt tyder på, at de trives og har det fint. Dermed er Ebeltoft Zoo den første nordiske zoologiske have, hvor der er født levedygtige gepard-killinger. Moderen, Agate, har tidligere mistet to kuld, men hun passer tilsyneladende godt på sine to nye unger.

Ebeltoft Zoo har endnu ikke besluttet sig for, hvad gepard-killingerne skal hedde.