Ungt talent på vej hjem til AGF
17-årige Danilo Arrieta er på vej tilbage til AGF efter et ophold i den spanske klub Valencia.
13. maj 2004, kl. 12:51
Mere end 30 dage gammel
AGF bliver måske snart forstærket med et af dansk fodbolds største ungdomstalenter.
17-årige Danilo Arritea spillede i AGF i fem år, inden han for to år siden skrev kontrakt med den spanske klub Valencia. Danilo Arritea er imidlertid blevet træt af tilværelsen i Spanien, og han ønsker derfor at blive løst fra sin kontrakt og vende tilbage til AGF. Det skriver Århus Stiftstidende.
Den unge midtbanespiller er født i Chile, men kom til Danmark som fire-årig. For to år siden blev han dansk statsborger.