Ungt talent får kontrakt i SIF
Sammy Skytte har skrevet under på en toårig aftale med Silkeborg IF
18-årige Sammy Skytte har skrevet under på en aftale med Silkeborg IF, og midtbanespilleren binder sig dermed til den klub, han har spillet for det meste af sit liv.
Den unge SIF-spiller har endnu sin officielle debut for silkeborgensernes førstehold til gode, men i søndagens kamp mod Lyngby i 1. division, som østjyderne tabte med 1-0, var han udtaget til truppen, men kom dog ikke på banen. Men mon ikke han nok skal nå at få spilletid i løbet af sæsonen.
Sammy Skyttes kontrakt er lavet sådan, at han det første år kan gøre sin HHX-uddannelse færdig, mens han i kontraktens andet år træner med på fuld tid sammen med A-truppen.
- Jeg har været i klubben i lang tid, og her kender jeg hverdagen. Klubben kender mig, og vi har et godt forhold. SIF er et godt sted at være, ganske enkelt. Det er den grundlæggende årsag til, at jeg har valgt at skrive kontrakt med SIF. Selvfølgelig betyder klubbens vision også noget for mig, og jeg vil elske at løbe ind på JYSK Park som en del af førsteholdet, når det nye stadion står færdigt i 2017. Men først og fremmest drejer det sig for mig om at fortsætte det, vi har gang i. Og så håber jeg da, at jeg også når at løbe ind på Mascot Park, inden det nye stadion indvies, siger Sammy Skytte til klubbens hjemmeside.
Den unge SIF-spiller er ikke en del af den 16 mand store trup, som SIF-træner Kim Poulsen har udtaget til onsdagens udekamp i DBU Pokalen mod Holstebro fra Danmarksserien.
Kampen fløjtes i gang i aften, onsdag, klokken 19.00, og Kim Poulsen har udtaget følgende spillere til kampen.
1. Thomas Nørgaard
3. Christian Sørensen
4. Simon Jakobsen
6. Jens Martin Gammelby
8. Martin Thomsen
9. Andreas Albers
10. Emil Scheel
11. Adeola Runsewe
14. Dennis Flinta
15. Gustav Dahl
23. Jeppe Illum
24. Nicolaj Køhlert
25. Nicolaj Ritter
26. Thorbjørn Holst Rasmussen
28. Tobias Salquist
32. Oscar Hedwall