Unge vil redde regionsrådet
Kæmper mod gennemsnitsalder på 58 år
27-årige Jacob Isøe Klærke (SF), 33-årige Nicolaj Bang (K), 32-årige Anders Kühnau (S) og 26-årige Anders Primdahl Vistisen (DF) har ikke umiddelbart meget til fælles.
De er medlem af hvert deres parti, har hver deres mærkesager, men én ting deler de: De er alle unge politikere, som stiller op til regionsrådet i Region Midtjylland.
Sammen gik de i dag på gaden i Aarhus for at overbevise vælgerne om, at de skal stemme ungt til valget den 19. november.
De nuværende medlemmer af regionsrådet er i dag i gennemsnit 58 år, men det vil de fire unge politikere lave om på:
- Vi politikere skal jo gerne repræsentere de vælgere, der er, så derfor er det jo vigtigt, at der også er nogle unge til at trække gennemsnitsalderen ned, siger Jacob Isøe Klærke (SF) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der mangler særligt unge mennesker i regionsrådet og folk i den fødedygtige alder, siger Anders Primdahl Visitsen (DF) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Unge politikere fanger unge vælgere
Ifølge de fire politikere er erfaring godt, men det handler også om at få en ligelig aldersfordeling. En håndfuld af de nuværende regionsrådsmedlemmer er tidligere borgmestre.
- Det er nok, fordi det (regionsrådet, red.) har fået et image af at være sådan lidt en holdeplads for folk, der har haft poster rundt omkring, siger Nicolaj Bang (K) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er svært at få de unge til at stemme, men det bliver ikke ligefrem nemmere, når politikerne også er gamle, siger de fire politikere samstemmigt. Ved kommunalvalget i 2009 stemte kun 47,1 procent af de unge vælgere.
- Jeg tror måske, de yngre politikere har lidt lettere ved at nå ud til de unge vælgere. Man identificerer sig ofte med nogen på sin egen alder, siger Anders Kühnau (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om de unge politikeres mission øverst i artiklen.