Unge efter curling-debat: Vi skal kunne klare os selv

Debatten om curlingforældre er blusset op på sociale medier. Men unge elever mener ikke, at deres forældre hjælper dem for meget

Flere unge på Paderup Gymnasium vil gerne have frabedt sig hjælp fra forældrene, når de fx søger job.

Onsdag fik iværksætteren Kasper Honoré fra Randers nok af såkaldte curlingforældre. Han havde netop oplevet en kvinde, der kontaktede ham for at søge job på sin 19-årige datters vegne.

Det fik ham til tasterne. På Facebook skrev han dialogen med kvinden i et opslag, og siden har sagen skabt masser af debat og opmærksomhed på de sociale medier.

Læs også Kasper raser mod curling-forældre: Idioti at søge job for dit barn

Men spørger man på Paderup Gymnasium i Randers, vil de unge, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med, gerne have frabedt sig hjælp fra forældrene i lignende situationer.

Det bliver lidt en bjørnetjeneste i sidste ende, for de kan jo ikke altid være der, og det skal de heller ikke.  

Johanne Rentse Kjeldsen, 19 år

- Jeg mener, at man selv skal lære at klare sig selv, siger 18-årige Markus Taugaard fra Randers.

- Jeg tror godt, de fleste forældre kan lide at forkæle deres børn, men det skal ikke komme til en grad, hvor det bliver for meget, siger 19-årige Magnus Mortensen fra Randers.

- Det bliver lidt en bjørnetjeneste i sidste ende, for de kan jo ikke altid være der, og det skal de heller ikke, siger 19-årige Johanne Rentse Kjeldsen fra Hornslet. 

Søgte kundeservicejob til datter

Kasper Honoré, der står bag virksomhederne, Gipote.dk, Boligsurf.dk og Minlejebolig.dk, fortæller, at det var et job som kundeservicemedarbejder, som kvinden søgte til sin datter.

00:32

De unge på Paderup Gymnasium vil ikke have, at deres forældre søger job for dem

Luk video

- Når hun ringer til mig og vil skabe forbindelsen, så fortæller det mig, at datteren ikke har mod til at gøre det selv. Og hvis det er en kundeservicemedarbejder, så skal man have en modig medarbejder, for nogle gange så får man nogle kunder, som ikke er tilfredse, fortæller Kasper Honoré til TV2 ØSTJYLLAND.

Emnet får Kasper Honoré til at tale med store bogstaver, for som han selv siger, så er det noget ’åndsvagt pis.’

- Hvis du ikke oplever et nederlag, så vil du heller ikke føle glæden ved at få successer. Så det er jo at fjerne al selvstændighed fra de her unge mennesker ved at gå ud og gøre det på den her måde, siger Kasper Honoré.

Debatten kører på sociale medier

Torsdag kørte debatten på blandt andet TV2 ØSTJYLLLAND’s Facebook-side, hvor der blev skrevet 200 kommentarer. Flere af brugerne har oplevet en lignende situation. 

Læs også Familiesociolog: Curling-debat fjerner fokus fra reelle problemer

- Har oplevet en jobsamtale, hvor faderen gik med ind og svarede på mine spørgsmål... super akavet og ikke særlig smart hvis man gerne vil ha et jo, skriver Kirsten Friis Bank.

Men der er også brugere, der har oplevet det modsatte. 

- Vi havde en ung mand der VILLE i lære hos os. Han mødte personligt op og vi måtte desværre sige, vi havde de lærlinge, vi syntes var passende. Det gentog sig 3 gange. 4. gang fik han sin læreplads, skriver Jytte Stelmach.

En 19-årig pige skriver også, at hun helst ikke vil have sin mor indblandet i jobsøgningen.

- Jeg er selv 19 år og jobsøgende i øjeblikket, og nøj hvor ville jeg krølle tæer, hvis min mor ringede rundt til diverse arbejdsgivere. Det, der undrer mig mest, er, at pigen ikke har sagt til sin mor “ej mor, den klarer jeg altså lige selv!”, skriver Anne Kirstine Lund. 

Ekspert: Der er tale om enkelte sager

- Enkeltsager om curlingforældre får for meget opmærksomhed, siger familiesociolog Karen Margrethe Dahl fra SFI til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Øl, vin og godt humør: Fredagsbar på plejehjemmet

Hun anerkender dog, at der eksisterer forældre, der hjælper børnene lidt for meget, men at det ikke er direkte problematisk, fordi børnene jo får masser kontakt til den voksne. 

- Selvfølgelig findes der voksne, der gør for meget. På kort sigt er det et problem, men de børn skal nok klare den, fordi deres familie har ressourcerne, siger Karen Margrethe Dahl.

Enkeltsager om curlingforældre får for meget opmærksomhed.

Karen Margrethe Dahl, familiesociolog

Ifølge hende fjerner curling-sagerne fokus fra større problemstillinger i vores generation. Ifølge Karen Margrethe Dahl er det mere problematisk, hvis børn ikke er nok i kontakt med de voksne.

- Det, som forskningen viser, er, at usikkerhed og dårlig trivsel skyldes mangel på voksenkontakt – ikke det omvendte, siger Karen Margrethe Dahl.